Hanrej

Det var meget svært for mig at fortælle Anne Sofie, at jeg havde forhudsforsnævring, da vi blev kærester. Og selvom hun for det meste var sød og forstående, så lagde det naturligvis en stor dæmper på vores forehavende, når vi lå og var intime sammen. Hun spurgte flere gange, om jeg dog ikke ville opereres, men det ville jeg ikke. Det ville være så ydmygende og ubehageligt, så det slog jeg hen.

Især den sidste del af akten, kunne jeg ikke gennemføre, som hun måtte forvente, da det smertede voldsomt i mit lem, og jeg måtte trække mig ud. Det var slut for mit vedkommende, og jeg lå i stedet i skam over, at jeg ikke kunne være en ordentlig mand for hende. At jeg ikke kunne tilfredsstille hende seksuelt og gøre arbejdet færdigt, når der skulle hugges til.

I de samme år, oplevede jeg, at Anne Sofie spillede op til mænd. Og altid de samme typer af håndværkere eller handymænd, som havde hende med på dansegulvet, når vi var til onsdagsbal. De tog fat om hende, og hun nød det. Jeg oplevede, at de ‘ordnede hende’ på dansegulvet, som jeg på en eller anden måde ikke selv magtede. Det smertede mig naturligvis, men jeg accepterede også, at sådan måtte det være, hvis jeg skulle holde på Anne Sofie. Så meget elskede jeg hende.

Så skete der det i mine fantasier, at når jeg lå sammen med Anne Sofie, så ‘gav jeg plads’ til en af disse håndværkere, når vi var ved den sidste del af akten. Jeg ‘trådte væk’ og lod håndværkeren tage over og gøre arbejdet færdigt. Jeg kunne klare smerterne på den måde, og han fik lov at hugge til. Det var langtfra en god løsning, men jeg fandt trøst ved, at jeg nu tilfredsstillede Anne Sofie seksuelt.

Jeg blev senere opereret for min forhudsforsnævring. Men mine fantasier om håndværkeren, holder stadig ved. Han tager stadig over, også her næsten 40 år efter, hvor jeg stadigvæk har Anne Sofie. Det er stadig mig, der træder væk, og ham der kommer til.