Hej Matematik!

Jeg så de tre døde første gang i frugtlageret, da jeg var 14. De lå parteret i bakkerne blandet sammen med æbler, pærer og tomater. De tre døde har fulgt mig lige siden. De ligger på gulvet, sidder på stole, eller står op ad væggen i de rum, jeg træder ind i. Jeg er skizoaffektiv og ser syner og hører stemmer. Men ikke så tit nu heldigvis efter jeg får min psykofarmaka.

Min far og mor blev skilt, da jeg gik i 7. klasse. Efter skilsmissen boede min lillebror og jeg hos min far. Min mor var flyttet for langt væk til at det kunne fungere med den nye skole. Det var en hård tid. Min far var aldrig hjemme, og jeg sørgede for mange af de praktiske ting derhjemme. Jeg ved ikke, om det har været med til at udløse mine syner, men jeg oplever de kommer, når jeg bliver stresset og utryg.

Jeg gik til psykolog dengang på grund af mine forældres skilsmisse. Jeg husker, jeg fortalte hende, at jeg nogen gange så syner. Hun sagde, at det kunne være, jeg skulle i kontakt med en psykiater. Men da min lærer et par uger senere forklarede klassen forskellen på en psykolog og en psykiater, blev det ikke til noget.

Jeg elsker matematik. Glædes over de lukkede systemer, den indre logik og de klare regler. I matematikkens verden, dukker der ikke spooky ting op, der ligger ingen døde mennesker, herinde hører man ingen stemmer. Jeg kunne ønske, at verden var lige så velordnet og stringent som matematikkens. Når jeg er færdig på gymnasiet, vil jeg læse matematik og måske få en ph.d.

Det blev min matematiklærer i 1. g. som blev den første, jeg sådan rigtigt fortalte om mine syner. Ganske sikkert på grund af kærligheden til matematikken, og at jeg føler mig tryg hos ham. Han hjælper mig, og overbeviser mig om, at det jeg ser kun findes inde i mit hovede. Vi snakker om sandsynligheden for, at det jeg ser er rigtigt. Hej Matematik!, siger han, og så smiler vi til hinanden.

Min far vil ikke have hans familie skal vide, at jeg er skizoaffektiv og ser syner. Jeg er glad for min familie og vil rigtig gerne fortælle dem, hvordan jeg har det. Fortælle dem hvorfor jeg nogen gange ikke kommer med til en fødselsdag eller en konfirmation. At jeg rigtig gerne vil, men ikke kan fordi jeg ligger derhjemme med angst og syner.

Det går bedre og jeg får ikke så tit angstanfald mere, når jeg skal lægge mig til at sove. Jeg har ellers frygtet at falde i søvn og vågne op og se en af dem sidde ved min seng. Sidder der en, når jeg vågner, venter jeg to minutter og tænker på, at det ikke er sandsynligt. Hvis den stadigvæk ikke er væk, rejser jeg mig op og tænder lyset.