Hanrej

Det var meget svært for mig at fortælle Anne Sofie, at jeg havde forhudsforsnævring, da vi blev kærester. Og selvom hun for det meste var sød og forstående, så lagde det naturligvis en stor dæmper på vores forehavende, når vi lå og var intime sammen. Hun spurgte flere gange, om jeg dog ikke ville opereres, men det ville jeg ikke. Det ville være så ydmygende og ubehageligt, så det slog jeg hen.

Især den sidste del af akten, kunne jeg ikke gennemføre, som hun måtte forvente, da det smertede voldsomt i mit lem, og jeg måtte trække mig ud. Det var slut for mit vedkommende, og jeg lå i stedet i skam over, at jeg ikke kunne være en ordentlig mand for hende. At jeg ikke kunne tilfredsstille hende seksuelt og gøre arbejdet færdigt, når der skulle hugges til.

I de samme år, oplevede jeg, at Anne Sofie spillede op til mænd. Og altid de samme typer af håndværkere eller handymænd, som havde hende med på dansegulvet, når vi var til onsdagsbal. De tog fat om hende, og hun nød det. Jeg oplevede, at de ‘ordnede hende’ på dansegulvet, som jeg på en eller anden måde ikke selv magtede. Det smertede mig naturligvis, men jeg accepterede også, at sådan måtte det være, hvis jeg skulle holde på Anne Sofie. Så meget elskede jeg hende.

Så skete der det i mine fantasier, at når jeg lå sammen med Anne Sofie, så ‘gav jeg plads’ til en af disse håndværkere, når vi var ved den sidste del af akten. Jeg ‘trådte væk’ og lod håndværkeren tage over og gøre arbejdet færdigt. Jeg kunne klare smerterne på den måde, og han fik lov at hugge til. Det var langtfra en god løsning, men jeg fandt trøst ved, at jeg nu tilfredsstillede Anne Sofie seksuelt.

Jeg blev senere opereret for min forhudsforsnævring. Men mine fantasier om håndværkeren, holder stadig ved. Han tager stadig over, også her næsten 40 år efter, hvor jeg stadigvæk har Anne Sofie. Det er stadig mig, der træder væk, og ham der kommer til.

 

Hej Matematik!

Jeg så de tre døde første gang i frugtlageret, da jeg var 14. De lå parteret i bakkerne blandet sammen med æbler, pærer og tomater. De tre døde har fulgt mig lige siden. De ligger på gulvet, sidder på stole, eller står op ad væggen i de rum, jeg træder ind i. Jeg er skizoaffektiv og ser syner og hører stemmer. Men ikke så tit nu heldigvis efter jeg får min psykofarmaka.

Min far og mor blev skilt, da jeg gik i 7. klasse. Efter skilsmissen boede min lillebror og jeg hos min far. Min mor var flyttet for langt væk til at det kunne fungere med den nye skole. Det var en hård tid. Min far var aldrig hjemme, og jeg sørgede for mange af de praktiske ting derhjemme. Jeg ved ikke, om det har været med til at udløse mine syner, men jeg oplever de kommer, når jeg bliver stresset og utryg.

Jeg gik til psykolog dengang på grund af mine forældres skilsmisse. Jeg husker, jeg fortalte hende, at jeg nogen gange så syner. Hun sagde, at det kunne være, jeg skulle i kontakt med en psykiater. Men da min lærer et par uger senere forklarede klassen forskellen på en psykolog og en psykiater, blev det ikke til noget.

Jeg elsker matematik. Glædes over de lukkede systemer, den indre logik og de klare regler. I matematikkens verden, dukker der ikke spooky ting op, der ligger ingen døde mennesker, herinde hører man ingen stemmer. Jeg kunne ønske, at verden var lige så velordnet og stringent som matematikkens. Når jeg er færdig på gymnasiet, vil jeg læse matematik og måske få en ph.d.

Det blev min matematiklærer i 1. g. som blev den første, jeg sådan rigtigt fortalte om mine syner. Ganske sikkert på grund af kærligheden til matematikken, og at jeg føler mig tryg hos ham. Han hjælper mig, og overbeviser mig om, at det jeg ser kun findes inde i mit hovede. Vi snakker om sandsynligheden for, at det jeg ser er rigtigt. Hej Matematik!, siger han, og så smiler vi til hinanden.

Min far vil ikke have hans familie skal vide, at jeg er skizoaffektiv og ser syner. Jeg er glad for min familie og vil rigtig gerne fortælle dem, hvordan jeg har det. Fortælle dem hvorfor jeg nogen gange ikke kommer med til en fødselsdag eller en konfirmation. At jeg rigtig gerne vil, men ikke kan fordi jeg ligger derhjemme med angst og syner.

Det går bedre og jeg får ikke så tit angstanfald mere, når jeg skal lægge mig til at sove. Jeg har ellers frygtet at falde i søvn og vågne op og se en af dem sidde ved min seng. Sidder der en, når jeg vågner, venter jeg to minutter og tænker på, at det ikke er sandsynligt. Hvis den stadigvæk ikke er væk, rejser jeg mig op og tænder lyset.

En sidste duft af frihed

Han voldtog mig nede i et mørkt kælderrum. Han trak mig derned som et vildt dyr. Jeg var bare på en tur rundt om blokken. Nu lå jeg helt stille indtil han gjorde sig færdig. Heldigvis gik det hurtigt, og han forsvandt med det samme. Ud i mørket og væk. Han var maskeret. Jeg skammede mig. Jeg politianmeldte ham aldrig.

Da min ekskæreste senere trak afsted mig mig, blev jeg grebet af panik og overhældte ham med en brandbar væske. Det dummeste jeg nogen sinde har gjort. Han politianmeldte mig.

I sommers afsonede jeg 100 dage i Vestre Fængsel. Jeg skal afsone 20 dage mere til februar. Efter de 100 dage, er de 20 dage heldigvis ingenting for mig. Men ellers er det bare at se fremad og komme videre.

Alt er hårdt lige nu. Jeg kom ikke ind på studiet i august på grund af min tur i Vestre Fængsel, og jeg kan ikke finde et arbejde med min straffeattest.

Jeg indgår i stedet i et par gensidige fordelagtige forhold med mænd i slut 40’erne. Jeg ved, det ikke er ikke nogen holdbar løsning, men det er en løsning.

Og lige før næste tur i Vestre Fængsel, tager vi en tur til Krakow for at opleve en sidste duft af frihed, som han så romantisk kalder det. Herregud, det er 20 dage men hvorfor ikke?

Solen står op igen i morgen

Jeg har altid set verden grundlæggende som helt åben. Et tomt stykke lærred, et uafgrænset rum uden nogen påvirkning af menneskets lov og moral. Planeter kredser om stjerner og solen står op hver morgenen, uanset hvad vi mennesker går rundt og finder på.

Men vi er samtidig sat på jorden i tid og sted med de rammer, det giver. Lærredet er ikke tomt for os men er fyldt godt ud af denne civilisations penselstrøg. Det tænker jeg, vi skal være glad for. Verden er ordnet for os. Alt er ikke ligegyldigt, og det er vores verdens moral, der giver os en verden, vi kan navigere i og tilhøre.

Men nogen gange støder vores væsen imod verdenen. Som mennesker passer vi ikke altid ind i den måde, vores omverden ønsker det. Vi støder imod love, moral og værdier, og vi føler os undertiden som dårlige mennesker. Vi holder vores ‘forkerte’ tanker og handlinger for os selv, for vi føler ikke, der er plads til dem i den verden, vi lever. Vi vælger i stedet at gøre dem hemmelige.

Men overfor den verden som grundlæggende er helt åben, skal vi huske, at vi altid kan dele vores hemmeligheder. For selvom vi kan tænke, at nu går verden i stå og bryder sammen, fordi vi har fortalt vores hemmelighed, så står solen op igen i morgen. Helt upåagtet heldigvis.

Foto af Eskil Holten Haargaard